tirsdag den 29. januar 2013

Best Buttermilk Pancakes EVER

Ingen brunch uden disse dejlige, luftige, vaniljesmagende pandekager! Hemmeligheden er kærnemælken og den piskede æggehvide, som får dem til at smage, som sad man på en amerikansk diner i Texas. De er Idas ubetingede favorit og opfindelse, og det er jeg hende evigt taknemmelig for! Tilsæt gerne citronskal, kardemomme eller andre pandekage-favorit-smage J

 
Ingredienser:

130 g mel
1 spsk. sukker
2 tsk. bagepulver
½ spsk. natron
1 tsk. vaniljesukker (hvis det skal være true american så brug vaniljeessens i stedet)
2 ½ dl kærnemælk
2 æg (mellemstørrelse)
2 spsk. smeltet smør (ca. 40 g)



























Smelt smørret på en pande eller i mikrobølgeovnen. Bland mel, sukker, bagepulver, natron, salt og vaniljesukker. Del æggene i hvide og blomme. Pisk kærnemælk, æggeblommer og det smeltede smør (+ evt. vaniljeessens) i melblandingen. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i pandekagedejen – der SKAL være klumper i.

 
Bag pandekagerne ved mellemvarme til de er gyldenbrune og får luftbobler, og der dufter af vanilje i hele køkkenet!





 


 
Server med ahornsirup (uundværlig), frisk frugt, Nutella, vaniljeis eller – som vi gjorde – med syltede blåbær! (Ps: Blåbærrene kan nemt udskiftes med jordbær, hindbær, solbær, brombær, ribs, rabarber eller hvad der nu ligger i fryseren, men husk at justere sukkermængden ud fra syremængden i bærret. Hvis der skulle ligge en glemt kanelstang eller stjerneanis til overs fra julen, så prøv at komme den med ned til bærrene. Det giver en dejlig julet eftersmag.)

Syltede blåbær:

200 g frosne blåbær
80 g sukker
½ vaniljestang
1 spsk. citronsaft
Del vaniljestangen og mos vaniljekorn og sukker sammen i en gryde. Tilsæt blåbær, citronsaft og den tomme vaniljestang og lad det koge ved svag varme i 20 minutter. Smager skønt både koldt og varmt, men får mere syltetøjskonsistens efter en tur i køleskabet.

tirsdag den 15. januar 2013

Fennikelsalat, persillerodspuré og dampet laks

Fennikel er ubetinget Idas hade-grøntsag! Derfor var det så meget sjovere at prøve at finde en måde at få den til at føre til smil frem for afsky. Salaten fandt jeg på i Hamborg, hvor vi handlede ind i et meget tomt supermarked; der var hverken kartofler, løg, gulerødder eller andre gængse grøntsager – derimod var der masser af fennikel! Skønt selskabet var skeptiske blev det sølle udvalg af varer til et forrygende festmåltid, da fenniklen fik selskab af gedeost, citron og modne sharonfrugter.

Denne version er dog med appelsiner, da de er superbe på denne tid af året og smager af den sol og sommer, vi vist alle savner i mørke, kolde januar. Og så er der masser af Kirks gode saltede gedeost, så fenniklen ikke skal overtale Ida helt alene :)
 


 Ingredienser

1 fennikel
Saft af ½ citron
½ tsk. salt
Sort peber
Evt. et par dråber æblecidereddike
1-2 appelsiner
½ bundt persille
½ blok af Kirks Gedeost i saltlage

Snit fennikel helt tyndt på et mandolinjern (min var indstillet til 1,5 mm) eller med en vanvittigt skarp kniv.  Tilsæt citronsaft og salt og gnid begge dele ind i den snittede fennikel med fingrene. Skær skallen af appelsinerne og skær dem i mindre stykker. Skyl, tør og hak persillen. Smuldr gedeosten med fingrene. Kom appelsin, persille og gedeost ned til den marinerede fennikel og smag efter, om den skal have lidt mere syre (æblecidereddike), salt eller peber.


Persillerodspuré

Persillerodspuré er sådan en dejlig, mild ledsager til alt fra fisk til frikadeller. Jeg koger mosen med mælk, da det giver den en helt særlig cremethed, når man blender den til sidst. Vær ikke bange for det hele fed hvidløg! Når det koger med mælken mister det alt sin skarphed og giver i stedet en mild hvidløgsnuance til puréen. Man kan i øvrigt bruge samme fremgangsmåde på et utal af andre grøntsager: Jordskokker, pastinakker, kartofler osv. Når jeg laver græskarpuré, bruger jeg dog altid en grøntsagsfond i stedet for mælk, da farven ellers bliver lidt for pastelfarvet til min smag.

750 g persillerødder
½ liter mælk (du bestemmer selv fedtprocent)
1 fed hvidløg
30 g smør
Salt og peber
½ tsk. æblecidereddike
Skræl og vask persillerødderne. Skær persillerødderne i mindre stykker og kom dem i en lille gryde sammen med det pillede hvidløgsfed og mælken. Rødderne skal koge, til de er møre, men tjek med en spids kniv efter 20 min. Når rødderne er møre hældes mælken fra i et litermål. Blend rødderne til mos sammen med det kolde smør. Juster konsistensen med den varme mælk. Smag til med salt, peber og æblecidereddike.

Dampet laks

Dampet fisk er altid en vinder herhjemme! Det er (næsten) umuligt at komme til at give fisk for meget, når man bader den i sprut og smør. Vermouth giver en dejlig syre til den fede laks, og smørret afrunder hele balladen.
















Ingredienser

2 laksefileter(ca. 250 g i alt )
15 g smør
1 spsk. Vermouth
Varm ovnen op til 200® varmluft. Bred et stort stykke sølvpapir ud i et lille ovnfast fad. Læg laksefileter heri og fordel smør og Vermouth henover. Klem sølvpapiret sammen, så der ikke slipper damp ud og bag laksen i ovnen i ca. 16 minutter.

onsdag den 9. januar 2013

Once upon a Time...

... begyndte to barndomsveninder et ugentligt ritual: Tuesday Dinners! Vi besluttede, at alle de fantastiske retter (og desserter!) som hver tirsdag blev kreeret i kollegiekøkkenerne ikke måtte gå til spilde og derfor måtte deles. Velkommen! Vi glæder os til at invitere jer med til Tuesday Dinner :)

XOXO

Mette og Ida